Er du udsat for vold?

Vold er ikke kun fysisk. Der findes mange former for vold, som kan være sværere at få øje på. Det første skridt på vejen til et liv uden vold, er at erkende, at man lever med vold – uanset hvilken type, det er.

Alle kan blive ramt

Når kvinder udsættes for vold, er det ofte af en i det nære netværk eller relation. Volden kan tage gradvist til. Det starter måske med et skub, men bliver værre med tiden. Nogle kvinder oplever ikke fysisk vold, men lever i social kontrol, hvor de ikke må forlade hjemmet, se venner og familie og ikke må bruge deres egne penge.

Kvinder i alle samfundslag og aldre kan blive ramt af vold. Fælles for de fleste er, at de kan have svært ved at sige fra over for volden. Det kan føles utrygt at forlade personen, der udøver volden. Enten fordi man er bange for at ende alene, eller for hvilken betydning et brud kan have for børnene i forholdet.

Søg hjælp nu

Vold kan ramme alle.
Hvis du føler dig truet, er udsat for vold
eller er i tvivl, kan vi hjælpe dig.

Ring: 81 88 18 00

Skriv: krisecenter@grh.dk

Kom: Annebergparken 38, 4500 Nykøbing Sj.

Hvad er vold?

Selvom den fysiske vold er den mest omtalte og synlige form for vold, så findes der flere former for vold. Vold kan være psykisk, fysisk, seksuel, økonomisk, materiel og digital. Hvis der er sket noget i dit liv, som føles forkert, så kontakt os, og lad os sammen tale om, hvad du har oplevet, og hvad du kan gøre.

Vold kan komme til udtryk på mange måder, oplever du f.eks. at:

  • du ikke må forlade hjemmet, og ikke selv må bestemme, hvem du er sammen med?
  • du skal være forsigtig med, hvad du siger?
  • du bliver overtalt til at gøre ting, du ikke har lyst til, og som overskrider dine grænser?
  • du får tjekket dine private beskeder?
  • du føler dig overvåget eller forfulgt?
  • du fysisk bliver holdt fast, slået, sparket, hevet i håret, eller andet der efterlader fysiske smerter eller mærker på kroppen?
  • du ikke selv må styre dine penge?
  • du bliver truet på dit liv?
  • dit barn bliver rusket, truet, straffet eller ignoreret?

Få hjælp

Når man er udsat for vold, føler man ofte, at ens selvværd og selvtillid forsvinder lidt efter lidt. Mange kvinder føler, at det er deres egen skyld og bortforklarer volden. Hvis personen, der udøver vold, også tit undskylder volden og er kærlig imellem voldsepisoderne, kan det være svært, og ofte kan man overbevise sig selv om, at det hele nok skal blive bedre.

Men det gør det ikke. Volden går ikke væk. Tværtimod bliver volden oftest værre med tiden. Det er hverken du, personen der er voldelig, eller dine børn tjent med.

Søg væk fra volden – søg hjælp, mens du kan. Det er muligt at få et liv uden vold.

Alle de ting, der står i den grønne boks, er former for vold.

Måske genkender du noget af det fra dit eget liv og tænker ikke, at det er vold. Men det er det. Og det er ikke okay.

Et ophold på et krisecenter for dig og dine børn kan hjælpe jer med alle aspekterne – hen imod et liv uden vold.

Hvad med børn?

Ved at fjerne dig selv og dit barn fra volden kan du hjælpe dit barn. For eksempel ved at flytte på krisecenter i en periode, mens du finder ud af, hvad der efterfølgende skal ske.

FØLG OS

© 2024 - Gran Recovery and Health

En del af Gran Recovery and Health

Gran Recovery and Health er en privat psykiatrisk koncern med næsten 40 års erfaring og mere end 400 medarbejdere fordelt på fem virksomheder. Hvert eneste år støtter vi flere hundrede mennesker til et liv, der er andet og mere end deres udfordringer.